Nyheder

40-års jubilæum i Vestjysk Banks landbrugscenter

29. juni 2021

Tirsdag den 6. juli kan landbrugsrådgiver Henning Jensen fejre 40-års jubilæum i Vestjysk Bank.

Handlekraft og engagement er blot nogle af de ord, der kendetegner jubilaren, der i løbet af de seneste 40 år har været vidt omkring i banken – både fagligt og geografisk.

Henning startede sin karriere i Skjern filialen i den daværende Ringkøbing Bank, og siden da er der sket rigtig meget i både banken og den finansielle sektor.

- Jeg husker stadig mine elevår, hvor en stor del af min arbejdstid gik med afstemningsopgaver og sortering af fysiske kontoudtog, og så havde vi i Skjern en stor beholdning af veksler, som skulle diskonteres hver måned. Der var rigtig mange rutineopgaver, som ikke var særlig interessante. Så det var bare om at blive færdig, så man kunne få indblik i de mere spændende finansielle opgaver. Jeg havde de første år en rigtig god læremester i filialens souschef, som havde en utrolig evne til at forklare tingene og sætte mig ind i erhvervskundernes forhold, fortæller Henning.

Efter elevtiden arbejdede han som privatrådgiver i Skjern frem til 1987, hvor han blev udnævnt til bestyrer af filialen i Lem. I 1991 kaldte nye udfordringer på hovedkontoret i form af en nyoprettet stilling som finanskonsulent og muligheden for at prøve kræfter med opsøgende salgsarbejde.

Efter to spændende år vendte Henning i 1993 tilbage til filialen i Skjern som souschef og leder af erhvervsgruppen. Sideløbende med dette job var han i 10 år også medarbejdervalgt medlem af bestyrelsen i Ringkøbing Bank. Efter fusionen med Vestjysk Bank i 2008 fortsatte Henning som erhvervskundechef og sidenhen leder af filialen i Skjern.

I forbindelse med at bankens erhverv i 2017 blev samlet i større og mere specialiserede enheder, blev Henning en del af erhvervsteamet i Ringkøbing, og året efter flyttede han til bankens afdeling i Holstebro med speciale i landbrugskunder.

Det handler om mennesker

Igennem alle årene har det især været dialogen med kunderne, som Henning har fundet spændende:

- Jeg har haft mange forskelligartede jobs i banken, men det har nok altid været kundekontakten, som jeg har brændt mest for. At finde fælles gode løsninger for kunde og bank har min store interesse. Når tilfredse kunder bliver ambassadører for banken og er med til at henvise nye kunder, så bekræfter det, at vi gør det rigtigt, fortæller han.

En aktiv fritid

Privat er Henning gift med Mona, som er social- og sundhedsassistent. Parret bor i Skjern og har to voksne børn og to børnebørn. Henning har tidligere været meget aktiv i Skjern Håndbold, som både spiller, træner og medlem af ungdomsudvalget og forretningsudvalget. I dag følger han stadig med stor interesse foreningen på sidelinjen. På motionsniveau dyrker han nu badminton og volleyball – og i år er han også begyndt at spille lidt padletennis. Derudover går tiden med at passe hus og have, og så nyder Henning og Mona at være sammen med familien og de to små børnebørn.

Jubilæet fejres internt i banken.

 

Tilbage

keyboard_arrow_up