Nyheder

Årets Fisker er kåret

24. november 2017

Valget faldt på fiskeskipper Rasmus Hald, der får prisen for hans indsats med at fortælle om livet ombord på et fiskefartøj.

Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank har kåret “Årets Fisker 2017”. Valget faldt på fiskeskipper Rasmus Hald, der får prisen for hans indsats med at fortælle om livet ombord på et fiskefartøj.

Rasmus Hald fortæller i små videoer på facebook om de gode dage og dårlige dage ombord på HM 635 Karbak, der er hjemhørende i Hanstholm. Han fortæller i muntre toner, hvad der rører sig ombord på fiskefartøjet.

Enig jury

Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening har indstillet fiskere til titlen. En jury bestående af administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, Flemming Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Torben Høy, Vest Fisk og René Dandanell, Fiskeri Tidende, har sammen fundet den fisker, der er Årets Fisker 2017.

“Juryen bag udvælgelsen er enige om at tildele Rasmus Hald prisen for i en tid, hvor der er meget fokus på fiskerierhvervet, at være med til at fortælle den rigtige virkelighed som fisker. Han fortæller både om de dage, hvor det er dårligt vejr til havs, og om de oplevelser det at være tæt på hinanden på arbejdspladsen 24/7. Samtidig bliver der også tid til lidt sure opstød, når politikerne laver nye regler.”

I en tid, hvor få ved, hvad der foregår ude på havet, når der fiskes, så er Rasmus med til at gøre hverdagen synlig for rigtig mange. De får et indblik i livet til havs. De trælse dage, hvor det vipper forfærdeligt – og det giver også et indblik i, hvad der spises ombord.

Og han har fået fiskeriet gjort kendt. Når han lægger en video op, så er der op mod 30.000 og endda flere, der ser videoen. Facebook-siden har over 8.000 følgere – og den er i berøring med op mod 100.000 danskere, når der kommer opslag.

Ros fra ministeren

- Rasmus Hald er med sit engagement og sine fortællinger med til at brande fiskeriet i stor stil og en god ambassadør for erhvervet, udtaler Karen Ellemann, minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde.

Det er Vestjysk Bank, som er finansieringsinstitut for mange indenfor fiskerierhvervet, der sammen med Fiskeri Tidende, som er erhvervets ugentlige avis, står bag uddelingen af prisen “Årets Fisker”.

Prisen blev sidste år uddelt til Christian Pilegaard fra Skagen.

Tilbage

keyboard_arrow_up