Nyheder

Anders Behrmann har 25-års jubilæum i Vestjysk Bank i Ringkøbing

6. februar 2021

Privatkundechef Anders Behrmann kan fejre 25 års jubilæum i Vestjysk Bank i Ringkøbing lørdag den 6. februar.

Anders startede som elev i 1996 (i den daværende Ringkøbing Bank). Efter endt uddannelse fortsatte han i afdelingen som privatrådgiver, og senere blev han udnævnt til privatkundechef. I dag består hans arbejdsopgaver af en god blanding af både daglig ledelse og kunderådgivning.

En afvekslende hverdag i kombination med fantastiske kolleger og kunder er netop en af hovedårsagerne til, at Anders er blevet i banken i 25 år.

- Jeg nyder at være en del af et stærkt hold. Det er en fornøjelse at gå på arbejde, når man føler, at man er en del af et hold, der er med til at gøre en positiv forskel. Det er spændende, udfordrende og udviklende for mig både fagligt og personligt at være en del af afdelingen i Ringkøbing. Vi har et meget stærkt sammenhold i banken, og det er et stort privilegium at ”spille sammen” med så gode kolleger, fortæller Anders og uddyber:

- Det er en fantastisk arbejdsplads, hvilket skyldes den kultur, der er i banken. En kultur der indeholder positivitet, nytænkning, lokalt engagement, handlekraft, vindermentalitet og nærvær.  Alle disse ting er elementer - som sammensat på den rigtige måde - skaber en fantastisk arbejdsplads.

Selvom Anders føler, at de 25 år er fløjet forbi, så er der samtidig sket rigtig meget i banken og den finansielle sektor helt generelt:

- Det har været utroligt lærerigt og spændende at være en del af den rivende udvikling, som både banken og branchen som helhed har gennemgået. For 25 år siden var der for eksempel mange daglige kundeekspeditioner, men i dag bruger kunderne banken på en helt anden måde end tidligere. Derfor tror jeg rigtig meget på, at relationerne til kunderne er vigtige. Det handler om at være nærværende og handlekraftig, når de har brug for vores rådgivning, slutter han.

Tid til familien

Privat bor Anders i Ringkøbing sammen med Mona. Sammen har de børnene Laura på 13 år og Noah på 9 år. Fritiden bruges i høj grad på at følge børnenes fritidsinteresser – både som tilskuer i Rindum SU, hvor Laura spiller håndbold og i Ringkøbing Idrætsforening, hvor Anders hjælper til med træningen på sønnens U10 fodboldhold. Selv har han også spillet fodbold i klubben i mange år, men i dag hopper han på mountainbiken eller en tur forbi motionscentret, når han trænger til et aktivt afbræk i hverdagen.

På grund af COVID-19 bliver der ikke afholdt en reception, men jubilæet vil blive fejret sammen med kollegerne i afdelingen, når det igen er muligt at samles.

 

 

Tilbage

keyboard_arrow_up