Nyheder

Fiskerikonference med temaet "Fiskeriet i morgen og i fremtiden"

9. november 2017

Ellemann, Kollerup og Poulsen mødes i Søndervig

Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende inviterer alle med tilknytning til fiskerierhvervet til en stor fiskerikonference med temaet ”Fiskeriet i morgen og i fremtiden”.

Når fiskere samles til en festlig og faglig aften på Beach Bowl i Søndervig fredag den 24. november, så bliver det ikke kun med god mad men også med en politisk debat om fremtidens fiskeri.

De politiske klinger er skarpslebet, når Simon Kollerup (S), Ib Poulsen (DF) og fiskeriminister Karen Ellemann (V) mødes med Danmarks Fiskeriforenings formand Svend-Erik Andersen og en stor skare af danske fiskere til den fiskeripolitiske konference i Søndervig.

- Det er ikke kun aktuel fiskeripolitik, det kommer til at handle om. Sigtet er også lidt længere end bare i morgen. Derfor vil paneldeltagerne også blive bedt om at give deres bud på, hvordan fiskeriet ser ud om 5-10 år. Debatten giver også lejlighed til, at der kan stilles spørgsmål fra salen, siger René Dandanell, Fiskeri Tidende.

Fiskeriet har traditionelt en vigtig plads i Vestjysk Bank, som med sine to afdelinger i Hvide Sande og Thyborøn er tæt på der, hvor fiskeriet foregår. Her har man med den tætte kontakt til fiskeriet naturlig føling med de udfordringer og muligheder, der er i fiskeriet. Det er derfor ikke overraskende, at banken med hovedsæde i Lemvig i samarbejde med Fiskeri Tidende afholder en fiskerikonference.

- Vi gør det her, fordi vi gerne vil sætte fokus på fiskeriet, som er et vigtigt erhverv i Vestjylland, og vi føler samtidig et medansvar for at være en del af udviklingen i fiskeriet, siger Jørgen Eriksen, afdelingsdirektør i Vestjysk Bank i Thyborøn.

- Erhvervet er i en rivende udvikling, og den skal vi som bank være på forkant med. Når vi laver en konference får ikke bare fiskerne, men også vi nyttig viden, som vi kan bruge som rådgivere og samarbejdspartnere overfor fiskerierhvervet, siger Marie Øgendahl, afdelingsdirektør i Hvide Sande.

Årets Fisker er fundet

Igen i år vil konferencen danne rammen om kåringen af ”Årets Fisker”. Sidste år blev skagboen Christian Pilegaard, kåret som ”Årets Fisker” på fiskerikonferencen.

Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening har indstillet de fiskere, som skal være med i opløbet om at blive Årets Fisker.

- Vi har fået mange indstillinger på absolut kvalificerede fiskere, som på meget forskellige måder har gjort sig positiv bemærket i sit erhverv som fisker. Det har været meget positivt med flere egnede kandidater, men det har selvfølgelig ikke gjort valget nemt, fortæller René Dandanell, Fiskeri Tidende, der har stået i spidsen for den jury, som har valgt Årets Fisker. De øvrige jurymedlemmer er Jan Ulsø Madsen, administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, Flemming Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Torben Høy, Vest Fisk i Hvide Sande.

Prisen som ”Årets Fisker” overrækkes af fiskeriminister Karen Ellemann.

Tilmelding

Fiskerikonferencen er et samarbejde mellem Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank. Konferencen finder sted fredag den 24. november kl. 15.30, hvor dørene åbner. Aftenen sluttes af med en middag.

Det er gratis at deltage i konferencen, der foregår på Beach Bowl, Lodbergsvej 36, Søndervig, 6950 Ringkøbing. 

Tilbage

keyboard_arrow_up