Nyheder

Fritidsjobbet er første skridt mod drømmene

7. marts 2017

Kun et koldt bad kunne få lugten nogenlunde væk. Men jeg elskede mit job.

Klumme af: 
Dan Damgaard Rasmussen, privatrådgiver,
Vestjysk Bank i Skjern

 

Kun et koldt bad kunne få lugten nogenlunde væk. Men jeg elskede mit job, for med en god og stabil indsats, så tjente jeg mine egne penge til forbrug og senere som supplement til min SU, da jeg blev 18 år.

Jeg arbejdede på en gård, hvor jeg skulle vaske svinestalde, og når jeg skulle bruge penge, ja så blev beløbet gjort op i, hvor mange svinestalde, der nu skulle vaskes, så forsvandt lidt af lysten til at bruge penge. Men ærgerligt nok, så havde jeg ikke fået lavet en fast overførsel til min opsparing, og så frister det at bruge penge, når der står penge på lønkontoen.

Når jeg ser tilbage på noget af det, jeg fik købt, så var der ting, jeg bedre kunne have undværet, end en solid opsparing. Og det er derfor, jeg i dag vil fortælle lidt om hvor stor en forskel, et fritidsjob kan gøre for ens drømme, hvis man planlægger lidt på forhånd.

Fra svinestald til Danmarks bedste arbejdsplads

I dag arbejder jeg på Danmarks bedste arbejdsplads, hvor jeg kan gøre en forskel for mennesker hver dag. Sideløbende som privatrådgiver i banken tager jeg ud for at undervise unge i privatøkonomi – primært 9/10 klasser samt videregående uddannelser.

Det er en fantastisk oplevelse, fordi det giver mulighed for at klæde unge mennesker godt på til de kortsigtet og langsigtet spørgsmål og udfordringer.

Undervisningen er på et lavpraktisk niveau, så der er konkrete og brugbare værktøjer til at tage med på vejen fremover.

I undervisningen snakker vi blandt andet drømme. Mange giver udtryk for drømme som jordomrejse, lykkelig familie, selvstændig erhvervsdrivende, bygge eget hus, videreuddannelse i en større by, osv. Disse drømme kan realiseres – men hvad skal gøre forskellen?

Forskellen skal findes i DIG! Hvis du skal realisere dit mål, så kræver det en indsats. En indsats, hvor du tager arbejdshandskerne på, laver nogle fornuftige dispositioner samt planlægger og prioriterer.


Opret en opsparingskonto med et navn 

Et godt råd er, at du skal oprette en opsparingskonto – og giv den gerne et ”kaldenavn” på din netbank. ”Drømmerejse” – ”jordomrejsen” eller ”studieopsparing”. Din opsparing vil derfor være øremærket, og hver gang du logger på netbank eller mobilbank, ser du din drøm visuelt for dig. Det er godt for dig, fordi det giver dig en intern konkurrence med dig selv i forhold til at prioritere og ikke ”trække” fra drømmekontoen. Har du flere drømme, ja, så kan du lave flere konti, det er egentligt blot afgørende, at du har et overblik. Lav en automatisk overførsel hver gang du får løn. Så vokser chancerne for drømmen! 

Nemt at spare op som ung

Forleden besøgte jeg elever på en efterskole. Typisk spørger jeg eleverne om flere ting for at få dem til at forholde sig. Pudsigt er det, at langt størstedelen har børneopsparinger. Størstedelen af eleverne har ikke mødt deres rådgiver. Meget tæt på alle har ingen faste udgifter, fordi forældre hjælper til. Så med et arbejde og en SU ved det fyldte 18 år, så har de unge egentligt gode muligheder for at få opsparingskontoen til at se pænere ud.

Stem dørklokker

Et typisk spørgsmål fra salen i et undervisningsforløb lige efter: ”Hvad nu, hvis jeg ikke har et job?” Til det kan jeg svare klart: ”Log af facebook og stem dørklokker ved de lokale virksomheder for at høre, om de ikke kunne bruge en solid og frisk person til at gøre en forskel hos dem”. Chancen for at få et job er i hvert fald større, hvis du gør indsatsen, end hvis du sidder på facebook og håber, at den dukker op i beskeder. Det værste der kan ske er, at virksomheden siger nej, men så står du samme sted, som før du spurgte.

Mine drømme begyndte eller sluttede ikke i en svinestald. Men svinestalden grundlagde forudsætningerne for at realisere mine drømme.

Artiklen er også bragt som klumme i Ugeavisen i Ringkøbing og Ugeposten Skjern

Tilbage

keyboard_arrow_up