Nyheder

Ny rygvind giver nye muligheder

25. september 2017

Med en ny ejerstruktur i ryggen og en kapitalindsprøjtning på mere end en milliard kroner kan Vestjysk Bank igen hæve brystet, rette blikket udad og fokusere på det, der er vigtigt – stabilitet, tryghed og kundernes langsigtede planer.

De seneste år som statsejet bank har Vestjysk Bank brugt på at sikre sin overlevelse med slid og flid. Det arbejde og modet til at tage de nødvendige beslutninger er blevet bemærket positivt på investormarkedet. Den 18. juli 2017 kunne Vestjysk Bank stolt fremvise købsaftalen mellem staten og investorgruppen, der nu sikrer en langsigtet levedygtighed af Danmarks niende største bank.

Rekordresultat fra sund forretning

Vestjysk Bank har allerede taget et kraftspring ved at fremvise det bedste halvårsregnskab længe. Med en tidobling af resultatet fra første halvår af 2016 kan banken nu både tænke og agere langsigtet. Dermed er kursen sat – og bank og kunder sætter allerede skub i flere og flere sunde forretninger sammen.

– Planen virker. Situationen er vendt. Med rygvind fra de professionelle investorer kan Vestjysk Bank nu sætte ekstra skub i de mere langsigtede planer og forblive en stærk og selvstændig regional bank med fokus på den sunde kernedrift, siger administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen.

Med kapital kommer stolthed

Med kapitaludvidelsen har bankens rådgivere fået frigivet energi fra at svare kunder på spørgsmål om bankens fremtid til at tænke langsigtet på kundernes vegne. Allerede nu vender flere kunder tilbage og sætter skub i flere og flere forretninger sammen med bankens rådgivere.

− Aktionærer, kunder og medarbejdere kan være mere trygge i en Vestjysk Bank, der også er her i morgen, i næste uge og i fremtiden. Vi er ydmyge og taknemmelige for den opbakning banken har oplevet fra både aktionærer, kunder og medarbejdere. Uden den havde vi ikke kunnet stå her i dag med en fremtidssikret Vestjysk Bank. Vi vil nu betale tilbage på den loyalitet med langsigtede løsninger, så vi sammen kommer videre ad den sti, vi er på vej udad, siger Jan Ulsø Madsen.

Tilbage

keyboard_arrow_up