Nyheder

Vagtskifte i Vestjysk Bank Holstebro

9. oktober 2017

Efter 36 år i Vestjysk Bank overdrager Verner Sekkelund direktørstolen til Palle Hoffmann.

Efter 36 år i Vestjysk Bank overdrager Verner Sekkelund direktørstolen til Palle Hoffmann. Samtidig overdrager Palle Hoffmann landbrugsdirektørstolen til Johannes Elbæk, der tiltræder som ny landbrugsdirektør.

Ny landbrugsdirektør

Johannes Elbæk er 56 år og kommer fra en stilling som adm. direktør i Heden & Fjorden I/S, med placering i Holstebro og Herning, hvor han, i forbindelse med en fusion med Jysk Landbrugsrådgivning til rådgivningsselskabet SAGRO fratrådte.

Ny afdelingsdirektør

Palle Hoffmann er 45 år og bor i Holstebro. Han er gift med Lene og sammen har de 3 børn. De seneste to år har Palle Hoffmann været direktør for Vestjysk Banks Landbrugscenter. Et center som han var med til at bygge op og igangsætte. Før det var han erhvervsdirektør i Vestjysk Bank Holstebro.

Med den nye ejer struktur overordnet for banken og en kapitalindsprøjtning på mere end en milliard kan Vestjysk Bank rette blikket udad og fokusere på det, der er vigtigt – stabilitet, tryghed og kundernes langsigtede planer.

Stærk regionalbank

- Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer og samarbejdet med de 27 medarbejdere i Vestjysk Bank Holstebro. Med kapitalplanen på plads, har vi nu en fremtidssikring af Vestjysk Bank, der betyder, at banken også er her i morgen, i næste uge og i fremtiden. Vi vil gerne takke alle vores aktionærer, medarbejdere og kunder for deres opbakning. Vi har været, og er en lokal bank, og det vil vi fortsat være, fortæller Palle Hoffmann. - Vi er en del af lokalsamfundet, og vi bakker op om vores område for at være med til at sikre, at det fortsat er et attraktivt sted at bo med blandt andet gode jobmuligheder, og spændende fritids-, sports- og kulturtilbud.

- At Vestjysk Bank nu står med en fremtidssikret løsning, er noget vi alle har set frem til, udtaler tidl. regionsdirektør Verner Sekkelund fra Vestjysk Bank i Holstebro og fortsætter, - jeg har haft 36 gode år i banken, og jeg ønsker banken og medarbejderne alt det bedste fremover.

Verner Sekkelunds fratrædelse og Palle Hoffmanns tiltrædelse markeres ved en reception i Vestjysk Bank Holstebro den 2. november kl. 13.00-16.00.

Alle er velkommen.

For yderligere spørgsmål kontakt Afdelingsdirektør Palle Hoffmann på tlf. 96 63 21 38, email: pho@vestjyskbank.dk

Tilbage

keyboard_arrow_up