Nyheder

Vestjysk Bank hylder de, der gør en forskel og har stor lokal betydning

4. januar 2021

Coronaen har standset meget, men kåringen og uddelingen af Lemvig Prisen skal den ikke have lov til at forhindre.

Lemvig Prisen har været uddelt i Lemvig kommune i mere end 35 år. Og der er altid glæde, når Lemvig Prisen uddeles til en lokal ildsjæl.

Det er andet år, at Vestjysk Bank står bag Lemvig Prisen og er med til at hylde dem, der gør en forskel og har stor lokal betydning.

- Vi vil gerne være med til at bakke op om dem, der gør en bemærkelsesværdig indsats for os, som bor i Lemvig Kommune. Det er vigtigt at anerkende og hædre de ildsjæle, som gør en stor indsats for, at vores område udvikler sig aktivt og attraktivt. Det er jo til gavn for alle os, som bor i kommunen.

Vi har en ambition om at være Danmarks stærkeste lokalbank. Vi er lokale med et solidt engagement i det område, vi er en del af, og vi tror på, at vi i fællesskab kan gøre en forskel. Derfor er det naturligt for os at støtte op om Lemvig Prisen som et af vores mange bidrag til, at det lokale område fortsat udvikler sig som et aktivt og attraktivt område at bo og arbejde i, siger afdelingsdirektør Henrik Sørensen og privatkundechef Palle Kragh, Vestjysk Bank Lemvig.

Du kan være med til at indstille kandidater til Lemvig Prisen
Lemvig Prisen er en ærespris, hvor modtageren får 10.000 kr., der skal doneres videre til et velgørende formål efter prismodtagerens valg.

Alle kan være med til at indstille kandidater til prisen, som vil blive uddelt sidst i januar måned. En jury bestående af borgmester Erik Flyvholm, Henrik Thygesen, formand for familie- og kulturudvalget, Lars Kamstrup, redaktør på Folkebladet Lemvig samt Henrik Klejnstrup Sørensen og PalleHaahr Kragh, Vestjysk Bank, vil udvælge vinderen blandt de indstillede kandidater. Der vil blive åbnet for indstilling af kandidater den 9. januar 2021.

- Vi glæder os til at komme i gang og opfordrer alle til at nominere én af områdets mange frivillige, som gør en stor forskel for vores lokalområde. Det er vigtigt, at de frivillige får et skulderklap og en anerkendelse af deres store engagement, slutter Henrik Klejnstrup Sørensen og Palle Haahr Kragh.

Du kan læse mere om Lemvig Prisen og indstille din kandidat her.

Tilbage

keyboard_arrow_up