Nyheder

Vestjysk Bank sammenlægger filialerne i Jelling og Vejle

21. november 2022

Fra årsskiftet får rådgiverne fra Vestjysk Bank i Jelling arbejdsplads i Vejle. Banken sammenlægger de to filialer for at skabe et stærkt fagligt miljø, så kunderne i højere grad kan få specialiseret rådgivning indenfor investering og pension. Samtidig tilbyder banken at komme hjem til kunderne privat.

I august valgte Vestjysk Bank at give medarbejderne i Jelling mulighed for at sidde fysisk i Vejle filialen tre dage om ugen, så de i højere grad kunne blive en del af et stærkt fagligt miljø.

- Vi har et stort fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer, og her betyder det faktisk meget, at man har en flok kolleger at sparre med i det daglige. Det er et vigtigt led i at understøtte, at vores kunder altid får rådgivning på et meget højt niveau, uanset om det drejer sig om pensionsopsparing, boligfinansiering eller investering, fortæller adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen og fortsætter:

- De seneste måneder har vi oplevet, at det fungerer godt, at rådgiverne arbejder i Vejle. Rådgiverne er jo fleksible og møder kunderne, hvor det passer dem. Det kan være hjemme hos kunden privat eller online – det finder vi ud af. Derfor har vi besluttet, at rådgiverne fra årsskiftet skal sidde i Vejle alle ugens dage.

Lokalt engagement

Selvom banken nu samler aktiviteterne i Vejle, så fortsætter det lokale engagement og den store opbakning til lokalsamfundet i Jelling.

- Vi er og bliver en lokalbank. Det er vores DNA. Det betyder, at vi bakker op om vores kunder og det lokale kultur- og foreningsliv, de er en del af. Sådan vil det også fortsat være i Jelling, slutter Jan Ulsø Madsen.

Bygning til salg

I forbindelse med at filialen i Jelling lukker, bliver bygningen sat til salg. Vestjysk Bank håber, der snart kommer en køber, så der igen kan komme liv i det store hus på Gorms Torv.

Filialen har sidste åbningsdag den 29. december, og herefter kan medarbejderne træffes fysisk på Havnepladsen 2 i Vejle.


Yderligere oplysninger:
Administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen, tlf. 96 63 21 04

 

 

Tilbage

keyboard_arrow_up