Nyheder

Vestjysk Bank sammenlægger filialerne i Viborg og Skals

22. marts 2021

Efter fusionen mellem Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank bliver de to filialer i Viborg og filialen i Skals fra den 15. april samlet i én filial i Viborg.

"Vi glæder os meget til at byde alle vores kunder velkommen i vores fælles lokaler på St. Sct. Peder Stræde 4 i Viborg. Rådgiverne fra de forskellige filialer bliver samlet under ét tag, og det giver os en styrke, som kommer kunderne til gode," siger Jan K. Sørensen, der fortsætter som filialdirektør for den nye sammenlagte filial i Viborg.

Før fusionen havde Den Jyske Sparekasse til huse på Hovedgaden 18 i Skals og i Sct. Mathias Gade 20 i Viborg, mens Vestjysk Bank havde til huse i St. Sct. Peder Stræde, hvor alle bankens aktiviteter i Viborg altså nu samles.

"Sammen står vi stærkere og kan derfor tilbyde vores kunder bedre rådgivning og ydelser. Men vi skal naturligvis også gøre det så effektivt som muligt. Det er derfor, vi samler alle vores kollegaer i Viborg i én fælles filial. Der er stor aktivitet i vores lokalområde, og det er selvfølgelig meget positivt," fortæller Jan K. Sørensen.

Administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, fortæller, at de to institutter er gået sammen i troen på, at de i fællesskab kan gøre Vestjysk Bank til Danmarks stærkeste lokalbank:

"Vi er og bliver en lokalbank. Det er vores DNA. Det betyder, at vi både bakker op om vores kunder og det lokale kultur- og foreningsliv, de er en del af. Det vil vi fortsat gøre i både Viborg og Skals-området," siger Jan Ulsø Madsen.

Yderligere oplysninger:
Filialdirektør Jan K. Sørensen, tlf. 87 76 82 12

 

Tilbage

keyboard_arrow_up