25-års jubilæum i Vestjysk Bank
1. NOVEMBER 2023
Onsdag den 1. november kan Gitte Klindt, HR-assistent i Vestjysk Bank, fejre 25-års jubilæum.
Gitte blev i 1998 ansat i Den Jyske Sparekasse, der for få år siden fusionerede med Vestjysk Bank. I starten arbejdede hun som assistent i kreditafdelingen med ansvar for administration af fakturabelåning i sparekassen. Efter nogle år greb hun muligheden for nye udfordringer, da sparekassen søgte en HR- og marketingassistent.
Siden 2015 har Gitte udelukkende arbejdet med HR og er blandt andet involveret i ansættelsen af nye elever og trainees. Samtidig er hun ansvarlig for, at nye medarbejdere får et godt introforløb i banken.
Privat bor Gitte i Ikast sammen med Christian, der også arbejder i Vestjysk Bank. Tilsammen har de fem børn og syv børnebørn, hvoraf størstedelen bor i København. Parret tager derfor ofte turen over Storebælt, når der er efterspørgsel på bedsteforældre-hygge.
I fritiden holder Gitte formen vedlige med nogle gode løbeture, og indimellem bliver der også tid til en runde golf i den lokale golfklub. Derudover har hun også 25-års jubilæum som medlem af Inner Wheel, der er et netværk for kvinder i alle aldre. Netværket mødes en gang om måneden og deltager i projekter, som gør en forskel for sårbare samt udsatte børn og kvinder.