25-års jubilæum i Vestjysk Bank
1. AUGUST 2023
Tirsdag den 1. august kan Jette Tougaard, servicerådgiver i Vestjysk Bank i Viborg, fejre 25-års jubilæum.
Jette er oprindeligt kontoruddannet ved bilforhandler Jørgen Laursen A/S i Viborg, men i 1985 søgte hun job hos daværende Østjydsk Bank, hvor hun tog bankskolens første del.
I 1988 blev hun ansat som servicerådgiver i Vestjysk Banks filial i Viborg, og mange kunder og kolleger har siden fået smil og praktisk hjælp af Jette.
- Der er sket en enorm udvikling i banksektoren i min tid. I starten havde vi kun én computer i filialen, og vi brugte mange kræfter på døgnboksen og kontanthåndtering. I dag bliver det meste klaret digitalt, fortæller Jette.
En af hendes opgaver er blandt andet at klargøre aftaledokumenter og sende dem til digital underskrift hos kunderne. Hun står på den måde for det praktiske, så rådgiverne kan bruge tiden på at rådgive kunderne.
- Det vigtige for mig har igennem alle årene været den særlige holdånd, vi har i banken. I hverdagen har jeg sammen med mine gode kolleger fokus på at yde professionel rådgivning og god service. Når vi er ét team, får kunderne en god oplevelse, og jeg her en rigtig god hverdag, siger Jette.
Derfor er hun også utrolig stolt af, at kunderne for andet år i træk har kåret Vestjysk Banks filial i Viborg som ”Byens bedste pengeinstitut 2023”.
Jette er Viborgenser med stort V. Hun er født i Viborg og bor fortsat i byen. Hun har to voksne sønner og to børnebørn. Fritiden bliver brugt på familien og vedligeholdelse af hus og have.