Lemvig Prisen 2022 går til Helle Langer fra spillestedet 18B i Harboøre
28. MARTS 2023
Lemvig Prisen er en ærespris, som hvert år bliver givet til en person, forening, virksomhed eller organisation, der har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme lokalområdet. Det er Vestjysk Bank i Lemvig, der står bag uddelingen af prisen.
Alle borgere har kunnet indstille kandidater, som det forgangne år har gjort en bemærkelsesværdig indsats for, at lokalområdet udvikler sig aktivt og attraktivt. Kandidaterne vurderes af priskomiteen bag Lemvig Prisen, som består af borgmester Erik Flyvholm (formand), lokalredaktør Lars Kamstrup fra Lemvig Folkeblad, Steen Madsen, formand for Familie- og Kulturudvalget samt Henrik Klejnstrup Sørensen og Palle Haahr Kragh, som begge er fra Vestjysk Bank Lemvig.
Næsten vanen tro, var kandidatfeltet igen i år ganske stærkt, og det var derfor ikke nogen let opgave, da udvalget mødtes for at finde prismodtageren. Efter en god og grundig vurdering af samtlige kandidater, blev udvalget enige om, at dette års pris skulle gå til Helle Langer fra 18B.
Helle Langer har med sit virke omkring 18B markedsført lokalområdet på ypperlig vis, og har været i stand til at tiltrække en lang række af dygtige og kendte musiknavne til Harboøre.
Selve prisoverrækkelsen fandt sted tirsdag den 28. marts hos 18B i Harboøre, og her blev baggrunden for valget af Helle Langer uddybet af Henrik Klejnstrup Sørensen fra Vestjysk Bank Lemvig.
I prisudvalget blev vi ret hurtigt enige om, at Helles bedrifter omkring 18B så absolut har bragt Lemvig Kommune på landkortet. Intet kommer af sig selv, og det er klart, at der skal kæmpes mange kampe og udvises stor ihærdighed for at få tingene til at lykkes. Det må vi sige, at Helle har været i stand til at levere.
Traditionen tro bliver æren suppleret af et kontant donation fra Vestjysk Bank på kr. 10.000. Dette beløb skal Helle Langer således videredonere til et velgørende formål, og her har Helle Langer valgt Harboøre Ungdomsgård.