Lokal profil bliver filialdirektør i Vestjysk Bank i Horsens

1. NOVEMBER 2023

Vestjysk Bank har ansat 57-årige Flemming Hansen som filialdirektør i Horsens, hvor han selv bor og er lokalt engageret. Han har over 35 års erfaring i den finansielle sektor og kommer fra en stilling som privatdirektør for Sydbank i Horsens.

Flemming Hansen er lokal med stort L. Han har boet og arbejdet i Horsens størstedelen af sit liv og har derfor et indgående kendskab til både erhvervslivet og lokalområdet. Derudover er han medlem af VL i Horsens (Dansk Selskab for Virksomhedsledelse). Nu ser han frem til at bringe sit lokale kendskab endnu mere i spil som filialdirektør i Danmarks stærkeste lokalbank.

- Horsens er en fantastisk by i vækst, som de seneste årtier har været igennem en utrolig udvikling fra en lidt kedelig fængselsby til en driftig erhvervsby. Samtidig har vi et blomstrende kultur- og foreningsliv, som tiltrækker et stigende antal tilflyttere, fortæller Flemming og fortsætter:

- Der sker meget på erhvervsområdet i Horsens. Jeg glæder mig til at besøge de lokale virksomheder og hjælpe den enkelte kunde med at finde den rette løsning, så virksomheden lykkes med at realisere sine planer.

Vestjysk Bank i Horsens holder til i Løvenørnsgade, hvor Flemming skal stå i spidsen for filialens team på i alt 18 medarbejdere, der rådgiver både privat- og erhvervskunder. Han har mange års erfaring med ledelse og kan godt lide at arbejde med mennesker.

- Jeg har altid syntes, at det er interessant, hvordan man gennem ledelse kan rykke folk og bidrage til, at de udvikler sig både fagligt og personligt. Det er min fornemmeste opgave at sikre, at alle kompetencer i teamet bringes i spil, siger Flemming.

Sportsinteresseret

Flemming Hansen bor sammen med hustruen Mie, som arbejder ved Horsens Kommune. Parret har to voksne døtre.

I fritiden er det især sporten, der fylder – på flere forskellige måder. Flemming spiller golf og lidt Old Boys fodbold, og sidste år cyklede han til Paris sammen med det lokale cykelhold. Samtidig holder han meget af at se sport og kommer til stort set alle hjemmekampe med både det lokale fodboldhold og håndboldhold. Næste år går turen til OL i Paris for blandt andet at se tennis, beach volley og basket.

Yderligere oplysninger: 
Filialdirektør, Flemming Hansen, tlf. 76 28 19 48