Refinansiering af Totalkreditlån
31. MARTS 2023
Der er flere ting, du skal overveje, hvis du er blandt de 14.000 boligejere i Totalkredit, som skal have ny rente på dit F3- eller F5-lån fra 1. juli 2023.
Det er nye tider for boligejerne, som skal vænne sig til, at det er slut med de meget lave renter. I hvert fald i denne omgang. Renterne er steget væsentligt det seneste års tid, og renten forventes at blive højere ved rentetilpasningen 1. juli 2023.
Når det er tid til at refinansiere dit lån, så er det oplagt at overveje, om du stadig har det lån, der passer bedst til dig og din økonomi. Det er nemlig langt det nemmeste og billigste tidspunkt, hvis du gerne vil ændre lånet.
Du skal ændre dit lån inden 28. april 2023
Hvis du er tilfreds med det lån, du har i dag, behøver du ikke gøre noget. Så får du automatisk en ny rente 1. juli 2023. Men ønsker du at ændre på dit lån – eller er du i tvivl – så kontakt din rådgiver i god tid inden 28. april 2023, som er sidste frist for at ændre dit lån.
For F3- og F5-lån bliver ydelsen højere
Renterne er i dag højere end da du sidst fik tilpasset renten på dit lån for tre eller fem år siden. Har du et F3-lån på 1 million kroner, som du afdrager på, så stiger din månedlige ydelse efter skat 880 kroner. Og har du et F5-lån, stiger din ydelse efter skat 850 kroner. Hvis du derimod har et afdragsfrit F3- eller F5-lån, så stiger din ydelse med over det dobbelte. Der skal med andre ord sættes flere penge af i dit månedlige budget til at betale dit boliglån, end du har været vant til.
Siden starten af 2022 er renterne på blandt andet F3- og F5-lån steget markant. Inflationen har nået et niveau, vi ikke har set i mange år, og den bekæmper nationalbankerne i øjeblikket ved at hæve renterne. De finansielle markeder forventer, at nationalbankerne i det kommende år eller længere vil holde en stram pengepolitik med styringsrenter på det højeste niveau siden 2008.
Prøv Totalkredits Rentetilpasningsberegner
Hvis du gerne vil have en indikation af, hvad renten og ydelsen på dit Tilpasningslån ville være, hvis dit lån skulle rentetilpasses på baggrund af dagens rente – så prøv Totalkredits Rentetilpasningsberegner.
Skal du vælge fast rente eller endnu kortere rentebinding?
Du kan overveje at øge din rentebinding og lægge lånet om til et fastforrentet lån. Renten er ganske vist højere, end det vi forventer, at F3- og F5-renten lander på, men så vil du til gengæld kende din rente i al den tid, du har lånet. Hvis den seneste tids rentestigninger har gjort dig nervøs for yderligere rentestigninger, så er det måske en mulighed for dig.
Tror du på, at renterne vil falde igen inden for de nærmeste år, så kan du også vælge at forkorte din rentebinding. I så fald skal du dog være forberedt på, at renten kan stige yderligere de kommende år.
Har du det rigtige lån?
Er du for eksempel bekymret over udsigten til stigende renter, så bør du tage en snak med din rådgiver. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med