Vestjysk Bank forlænger hovedsponsorat af FC Midtjylland
2. OKTOBER 2023
Når spillerne fra FC Midtjylland løber ind på banen i MCH Arena bliver det fortsat med Vestjysk Bank-logoet på fronten af de sort-røde trøjer. Vestjysk Bank har netop indgået en ny sponsoraftale frem til sommeren 2027.
I godt et år har Vestjysk Bank været hjemmebanesponsor for ulvene, og nu er aftalen blevet forlænget. Jan Ulsø Madsen, adm. bankdirektør i Vestjysk Bank, fortæller:
- Vi er meget tilfredse med vores sponsorat af FCM, fordi det giver massiv eksponering både på MCH Arena og på TV, når ulvene løber på banen med bankens logo på trøjerne. Derudover har vi haft succes med at afholde kundeaktiviteter i samarbejde med FCM, så vi er glade for, at vi fortsætter samarbejdet de næste 3½ år.
Sponsoratet af FCM er ét af bankens største sponsorater. Vestjysk Bank støtter desuden op om cirka 1000 lokale foreninger og sportsklubber, der har stor betydning for de lokalsamfund, som banken er en del af.
Yderligere oplysninger:
Adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen, tlf. 96 63 21 04