Vestjysk Bank leverer godt første halvår

26. august 2025

Vestjysk Bank offentliggør regnskab for første halvdel af 2025 med et overskud efter skat på 359 mio. kroner. Halvårsresultatet er tilfredsstillende og udtryk for et højt aktivitetsniveau på tværs af forretningen på trods af et lavere renteniveau og et marked, der er præget af stor usikkerhed. Vestjysk Bank fastholder sine forventninger til årets resultat.

Der er fortsat godt gang i forretningen i Vestjysk Bank, som kommer positivt ud af første halvår af 2025 med et overskud efter skat på 359 mio. kroner. Resultatet afspejler en positiv udvikling i forretningen, der formår at navigere sikkert gennem et udfordret marked, hvor renteindtægterne er faldende, alt imens der også er stor geopolitisk usikkerhed.

”Vi leverer et rigtigt fint halvårsregnskab, som viser, at vi – trods stor usikkerhed i markedet – formår at levere på et højt niveau. Det lavere renteniveau har som forventet haft betydning for indtjeningen, men vi ser samtidig en positiv udvikling i aktivitetsniveauet, hvilket skaber stabilitet, styrker vores forretning og giver os et godt fundament for resten af året,” fortæller adm. direktør, Peter Hupfeld.

Forretningsomfanget fortsætter med at stige

Det lavere renteniveau har medført et fald i netto renteindtægterne til 561 mio. kroner – et fald på 62 mio. kroner sammenlignet med første halvår af 2024. Til gengæld har et øget forretningsomfang haft en positiv effekt på resultatet. Gebyrindtægterne er steget med 12 mio. kroner i forhold til samme periode sidste år, og udlånet er vokset med 970 mio. kroner, svarende til en stigning på 4,7 pct. bredt fordelt på bankens kunder. Samtidig er indlånet steget med 1,4 mia. kroner, svarende til en stigning på 5,2 pct.

Det øgede aktivitetsniveau kan blandt andet tilskrives, at banken som en del af sin 2030-strategi har lanceret en ny privatstrategi med fokus på 360-graders rådgivning, som allerede har haft en positiv indvirkning på ind- og udlånsbogen.

Samtidig fastholder Vestjysk Bank sin lønsomhed og sunde drift. Egenkapitalforrentningen udgør 10,0 pct., kernekapitalprocenten er 20,8, mens omkostningsprocenten er steget til 53,3, primært som følge af stigende udgifter til compliance. Samlet set leverer banken dermed godt i forhold til sine finansielle målsætninger.

Ny strategi bidrager til positive resultater

Med halvårsresultatet begynder Vestjysk Bank at se effekten af 2030-strategien ’Mere for flere’, som blev lanceret i slutningen af 2024. Strategien bygger ovenpå et solidt fundament og skal sikre, at banken fortsætter sin vækstrejse, bliver endnu mere kundevendt og fastholder sit fokus på en effektiv og lønsom drift.

"Siden vi lancerede vores nye strategi, har vi skærpet fokus på at have et stærkt værditilbud på både erhverv og privat, og det begynder nu også at sætte sig i tallene. Vi ser blandt andet, at vi i højere grad er i stand til at vinde kunder i begge segmenter og står stærkere lokalt. I første halvår har vi fået 3000 nye kunder, hvilket vi er meget tilfredse med. Det var netop et af målene med strategien – at stå som en sund og konkurrencedygtig bank for flere i vores lokale markedsområder. Den udvikling skal vi fortsætte, så vi skaber endnu mere værdi for både kunder og aktionærer," udtaler Peter Hupfeld.

Fastholder forventninger for året trods større usikkerhed

Banken fastholder sine forventninger til årets resultat efter skat i niveauet 600-800 mio. kroner for 2025.

"I lyset af den uro, der har præget 2025 indtil videre, er vores forventninger til året naturligvis forbundet med større usikkerhed end normalt. Når det er sagt, viser halvårsregnskabet med al tydelighed, at Vestjysk Bank står stærkt og er i stand til at levere stærke og stabile resultater, uanset hvordan markedet udvikler sig. Vores resultater ligger i tråd med, hvad vi har meddelt markedet, og vi fastholder derfor forventningerne til hele året,” siger Peter Hupfeld.

For yderligere kommentarer eller spørgsmål:

Peter Hupfeld, adm. direktør, tlf. 96632153, e-mail: ph@vestjyskbank.dk

Jane Toft Olufsen, IR og kommunikationschef, tlf. 21703379, e-mail: jol@vestjyskbank.dk

Se selskabsmeddelelsen 

Download halvårsrapporten