Vestjysk Banks fiskeridirektør har 25-års jubilæum
31. MAJ 2023
Torsdag den 1. juni kan Jørgen Eriksen, fiskeridirektør i Vestjysk Bank, fejre 25-års jubilæum.
Thyborøn har på mange måder været omdrejningspunktet for Jørgen Eriksens karriere. I dag står han i spidsen for bankens fiskericenter, som ligger i byen og deler adresse med filialen, hvor han startede som elev for 25 år siden.
Efter endt elevuddannelse fortsatte Jørgen som rådgiver i filialen i adskillige år og undervejs blev den almene bankuddannelse suppleret med erhvervsrådgiveruddannelsen. I 2007 fik han nyt job i kreditafdelingen på bankens hovedkontor, men i 2015 kaldte Thyborøn igen, og han vendte tilbage til filialen som afdelingsdirektør. I 2022 slog banken dørene op for et nyt fiskericenter, og i den forbindelse blev Jørgen Eriksen udnævnt til fiskeridirektør.
25 år med arbejdsglæde og udvikling
Der er ingen tvivl om, at Jørgen brænder for både fiskeriet og det lokalområde, der har været en stor del af hans arbejdsliv de seneste 25 år.
- Det giver mig utrolig meget arbejdsglæde at være med til at støtte vores kunder i udviklingen af deres virksomhed. Vi har nogle initiativrige og dygtige erhvervsdrivende, som er med at til at styrke og udvikle fiskeribranchen – det har stor værdi for vores lokalområde, fortæller Jørgen Eriksen og fortsætter:
- Derudover så betyder nærværet overfor kunderne rigtig meget for mig. Bankbranchen har været igennem en rivende udvikling de seneste par årtier. Der er mange myndighedskrav at leve op til, og digitaliseringen har betydet, at kunderne benytter banken anderledes, end da jeg startede som elev. Men det grundlæggende fokus på en tæt og personlig relation til kunden er det samme. Det har gennem alle årene været en vigtig motivationsfaktor for mig og er en stor del af mit arbejde.
Privat bor Jørgen Eriksen i Harboøre sammen med hustruen Trine og børnene Jonas og Amalie på henholdsvis 17 og 15 år. Sønnen Anders på 23 år læser til finansøkonom i Aarhus. I fritiden er Jørgen ofte at finde på padelbanen eller i den lokale fodboldklub, hvor han har været træner i næsten 20 år og i dag træner Team Tangens U16 hold, som datteren spiller på. Tidligere har han også selv spillet fodbold, men i dag nøjes han med at følge yndlingsholdet AGF i tykt og tyndt.
Invitation til reception
Jubilæet bliver fejret ved en uformel reception torsdag den 22. juni fra kl. 14-17 i Fiskehallen, Thyborøn. Kunder, forretningsforbindelser, familie, venner og
kolleger er velkomne.