NemID bliver til MitID – også for erhverv
Alle med NemID skal i løbet af 2022 have MitID: Danmarks nye digitale ID. Du kan bruge MitID til det, som du plejer at bruge NemID til. MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden trygt kan identificere os på nettet, fx når vi logger på Netbank Erhverv eller på offentlige selvbetjeningsløsninger.
MitID til Netbank Erhverv
Fra den 23. marts vil alle erhvervskunder i Vestjysk Bank blive bedt om at skifte fra NemID til det nye MitID. Den enkelte bruger af Netbank Erhverv får direkte besked ved login på Netbank, når det er tid til at skifte.
Når du bliver bedt om at skifte fra NemID til MitID, har du 30 dage til at gennemføre skiftet, og det er en forudsætning, at du har et personligt MitID, da du skal bruge dette til at identificere dig i forbindelse med skiftet.
NemID medarbejdersignatur erstattes af MitID Erhverv i efteråret 2022
Har din virksomhed hidtil benyttet NemID medarbejdersignatur som adgang til offentlige selvbetjeningsløsninger som fx Digital Post og til at indberette moms, feriepenge o.l.? Så skal I fremover benytte den nye erhvervsløsning MitID Erhverv i stedet.
MitID Erhverv samler funktioner fra både NemID medarbejdersignatur og Brugeradministrationen i én løsning. Dermed er det via MitID Erhverv, du udsteder erhvervsidentiteter (det tidligere NemID medarbejdersignatur) og tildeler rettigheder for at kunne tilgå de offentlige selvbetjeningsløsninger, som findes i Brugeradministrationen, og som i dag tilgås fra Virk.
Du kan læse mere om MitID Erhverv hos Digitaliseringsstyrelsen her.
To identifikationsmuligheder for medarbejderne
For de medarbejdere, der skal have adgang til en virksomheds Netbank Erhverv, er der to identifikationsmuligheder.
Virksomheden skal derfor vælge, om medarbejderne kan bruge deres personlige MitID til at logge på Netbank Erhverv eller om de skal oprette et nyt MitID til erhvervsbrug (et dedikeret MitID), som vi i daglig tale kalder for MitID erhvervsbank.
Har du egen virksomhed eller repræsenterer du en forening?
Så kan du i dag bruge dit private NemID, når du skal læse Digital Post, indberette moms eller betale en faktura. Det er den løsning, der hedder NemID privat til erhverv, og som bliver til MitID privat til erhverv. Overgangen sker automatisk, når du som privatperson opretter dit personlige MitID.
Brug for hjælp?
Har du brug for hjælp til MitID i netbank eller mobilbank, kan du kontakte Netbank Supporten på telefon 70 80 10 71.
Du kan også få hjælp i MitIDs hjælpeunivers her eller hos MitID supporten på telefon 33 98 00 10.