Vælg den rigtige pensionsopsparing
Du kan vælge at oprette en aldersopsparing, ratepension eller livrente, når du sparer op til din pension. Dit valg afhænger af dine ønsker og behov.
Ratepension
Du kan indbetale op til 60.900 kr. på ratepension i 2023. Indbetalingen giver fradrag i lønnen i dag - mod at du betaler skat, når opsparingen kommer til udbetaling.
Ratepension kan supplere dine øvrige pensioner i en årrække. Den udbetales løbende over mindst 10 år og maksimalt 30 år.
Ønsker du at indbetale mere end de 60.900 kr. om året, har du mulighed for at supplere med indbetaling på livrente eller aldersopsparing. Du skal vælge livrente, hvis du ønsker en livsvarig løbende indkomst og vil have fradrag for dine indbetalinger. Aldersopsparing vælges, hvis det er væsentligt for dig at kunne få hele opsparingen udbetalt på én gang.
Livrente
Livrente sikrer dig en livsvarig pension. Det er et godt supplement til dig, som ønsker at indbetale mere end 60.900 kr. om året på ratepension. Der er dog særlige fradragsregler ved private indbetalinger over 56.100 kr. om året. En livrente udbetales løbende og livsvarigt. Udbetaling beskattes som personlig indkomst.
Aldersopsparing
Du får ikke fradrag for indbetalinger, men omvendt skal du heller ikke betale skat eller afgift, når den udbetales. Du kan hæve hele opsparingen på én gang eller fordelt over flere gange.
Er du i job, vil aldersopsparingen typisk blive fyldt op via den pensionsordning, der er aftalt med din arbejdsgiver.
Kapitalpension
Der er ikke længere fradrag for indbetalinger til kapitalpension. Du kan hæve hele opsparingen på én gang eller fordelt over flere gange. Ved udbetaling betaler du en afgift på op til 40 pct. Udbetalingstidspunktet for kapitalpension afhænger af, hvornår den er oprettet.
Vil du have hjælp til at finde den rigtige pensionsopsparing?
Udfyld formularen. Så ringer vi til dig og aftaler nærmere.